Henrik Ibsens skrifter

Tak for ​nytårs-brevet! Og undskyld at jeg først idag sender Dig et svar. Du må ikke tro at jeg i mellemtiden har gåt i tvil og overvejet sagen. For mig var der intet at overveje; straks jeg havde læst dit brev, havde jeg svaret på rede hånd, og her er det.

Jeg hverken kan eller vil overtage nogen ledende stilling ved Kristiania teater. ​Mine teater-erfaringer og erindringer hjemmefra er ikke af den art at jeg skulde spore nogen lyst til praktisk at opfriske dem. Jeg kunde visstnok føle et ansvar og en forpligtelse i dette anliggende, dersom jeg trodde at jeg som teaterchef kunde udrette noget til gavn for vor

Faksimile

skuespilkunst; men derom mistviler jeg højlig. Vort teaterpersonale er demoraliseret, vil ikke finde sig i disciplin og ubetinget lydighed, og derhos har vi en presse, som altid er parat til at tage de opsætsiges parti imod lederen. Dette er den fornemste grund til at ​vi ikke hos os, som i andre lande, hvor de anarkiske tilbøjeligheder er mindre udviklede, kan få noget ordentligt samspil at se. At få disse tilstande afløst af noget bedre, tror jeg ikke vilde lykkes mig; dertil er de for nøje sammenhængende med vor hele nationale livsbetragtning; og min lyst til den praktiske teatergerning er derhos for ringe. Derfor vilde jeg under ingen omstændigheder kunne befatte mig med de ting.

Men, kære Bjørnson, hovedsagen er jo desuden den, at det jo ​sletikke er mig, som ​repræsentantskabet ønsker. Det er jo Dig og ikke nogen anden. Hvor vidt de betænkeligheder, Du nærer ved at modtage tilbudet, er

Faksimile

aldeles uovervindelige kan jeg jo ikke dømme om; men hjertelig skulde det for sagens skyld glæde mig, dersom de ikke var det. Under alle omstændigheder forudsætter jeg naturligvis at Du først efter den nøjeste overvejelse viser tilbudet tilbage.

Men hvad Du end for dit eget vedkommende beslutter Dig til, så bør rette vedkommende sørge for at knytte ​ din søn til vort teater – forudsat at han dertil er villig. Jeg har i afvigte høst ​vekslet et par breve med ham om andre affærer, og har derved end yderligere fåt bekræftelse på min overbevisning om at vi i ham vilde kunne få netop den tekniske teaterfunktionær, som vi trænger allermest til. Schrøder vilde da i nødsfald kunne blive stående, – det vil sige, – i det fald at Du aldeles ikke kan modtage repræsentantskabets tilbud.

For resten må jeg sige at jeg ikke er ganske viss på, hvor vidt Kristianias publikum for tiden virkelig har behov for et godt

Faksimile

teater. Det ​tilløb, som operetterne og ​beriderforestillingerne på ​Tivoli næsten altid kan glæde sig ved, og den interesse, hvormed ​studenternes og handelsbetjenternes dilettant-præstationer omfattes deroppe, synes mig at antyde et dannelsesstandpunkt, der endnu ikke rigtig magter den rene dramatiske kunst. For så vidt beklager jeg ​at operaen på Kr: teater blev nedlagt. Operaen kræver af sit publikum mindre kultur end skuespillet. Derfor florerer den i de store garnisonsbyer, i grossererbyerne og hvor et talrigt aristokrati er samlet. Men af et operapublikum kan efterhånden opdrages et skuespilpublikum. Og for et teaters personale har operaen en disciplinerende evne; under taktstokken får den enkelte indordne sig.

​De øvrige punkter i dit brev skal jeg en anden gang komme tilbage til. Hjertelig tak for ​fotografierne! Hils din hustru på det bedste fra os. Ligeså en hilsen til ​Lies. – Jeg venter med stor spænding på at erfare din endelige beslutning i teatersagen. Tak, tak, og til lykke med ​«En hanske» og ​«Over ævne»! Sæt dem nu selv i scene! Lev vel for denne gang!